e3light tænder lys for Røde Kors

Af Anne-Mette Madsen

I sommeren 2012 indgik den århusianske virksomhed e3light Professional et samarbejde med Røde Kors. e3light PRO donerer energibesparende LED lyskilder til Røde Kors’ genbrugsbutikker og rådgiver om hvordan de opnår vigtige besparelser på deres elregninger, hvorved de får flere penge til hjælpearbejdet.

Ifølge Ann-Christin Lystrup, der er konsulent hos Røde Kors, indgår hjælpeorganisationen partnerskaber fordi ”jo flere vi engagerer i hjælpearbejdet, jo flere kan vi hjælpe”. Indenfor de sidste to-tre år er der sket en stor stigning i antallet af virksomheder, der henvender sig til Røde Kors med ønsket om et partnerskab og det handler ikke længere blot om at donere penge, ”det drejer sig ikke kun om brandingsamarbejder men også engagerende samarbejder, hvor virksomheden inddrager sine kompetencer og medarbejdere i partnerskabet”, fortæller Ann-Christin.

Det første halve år som partnere er gået godt for e3light PRO og Røde Kors, og det fælles projekt har nu berørt 10 procent af genbrugsbutikkerne. Det overordnede formål er, at optimere hjælpearbejdet ved at spare på driften i butikkerne og ifølge Ann-Christin, har butikkerne taget positivt imod samarbejdet, ”Vi har fået gode erfaringer med hvordan vi, via samarbejdet, opnår de ønskede besparelser på vores elregninger”, siger hun.

e3light PRO donerer energivenlige elpærer til genbrugsbutikkerne og rådgiver samtidig om hvilken belysning der er hensigtsmæssig, i forhold til strømbudgettet, ”når vi åbner nye butikker sikrer e3light PRO, at de får den belysning der er brug for, men heller ikke for meget – de sikrer en gennemgribende rigtig strømetablering”, fortæller Ann-Christin.


Et vigtigt resultat uden den store pengepung

Røde Kors fremhæver samarbejdet med e3light PRO som et godt eksempel, hvor en virksomhed kan hjælpe uden at hive den kæmpestore pung op. ”De giver deres viden og produkter – det koster dem ikke meget, men det har en kæmpe betydning for os, og de er med til at skabe et enormt stort resultat, uden at det nødvendigvis er super besværligt eller dyrt for dem. Det kan andre virksomheder lære af”, mener Ann-Christin.

Ifølge Steen Bøgild Paulsen, er partnerskaber vigtige for e3light PRO, da de ved, hvor stor en værdi de kan skabe. Virksomheden har et overordnet fokus på bæredygtig vækst og social ansvarlighed og derfor indgår et socialt partnerskab, som en naturlig og vigtig del af virksomheden. e3light PRO bruger deres kernekompetencer i samarbejdet med Røde Kors, da virksomhedens formål er at skabe innovative lyskilder med et klart fokus på energibesparelse og reduktion af CO2.

e3light Professional er glade for udbyttet af samarbejdet med Røde Kors, ”det giver os en rigtig god viden om markedsbehov og produktets modtager og samtidig giver det rigtig god mening for os, at en organisation som Røde Kors, opnår en vigtig grøn CO2-venlig profil – det er en økonomisk besparelse med stor betydning, når pengene kan allokeres til velgørende projekter”, siger Steen Bøgild Paulsen

 

Frivilligbørs
En dag for en sag
Følgeven
Find forening