Få styr på økonomien og kom på fode igen

Af Anne-Mette Madsen


Hos Livsværkstederne i Gellerup tilbydes gældrådgivning til udsatte borgere med rod i økonomien. En flok bankrådgivere tilbyder deres frivillige hjælp og efter tre år er projektet stadig en succes.

Gældsrådgivningen På fode igen har kørt siden 2009 og ifølge Verner Karkov fra Livsværkstederne er der et stort behov for projektet, ”der er så mange der har brug for gældsrådgivning, så det er et godt tilbud at have”, siger han. Verner mener, at essensen er at have et godt og tillidsfuldt møde med borgeren, og at man skal være forberedt på, at alt ikke kan klares på et enkelt møde. Typisk kommer folk 2-3 gange og de kan altid komme igen, hvis behovet byder sig.

Mange af de mennesker der kommer i rådgivningen sætter aldrig deres ben i en bank – de er måske flove over deres situation og er nervøse for at sidde overfor en bankrådgiver. I På fode igen møder man borgerne i øjenhøjde, og der er ingen fordømmelse eller sure miner. 


Spidskompetencer knyttes sammen

Verner 1024x768

Verner Karkov oplever stor begejstring for rådgivningen og at folk virkelig føler, at de bliver hjulpet, ”bare det at få et overblik rækker utrolig langt”, fortæller han. Det er også det der, ifølge Verner, driver rådgiverne – at de ser borgernes taknemmelighed for noget, der for dem er en lille indsats. Måske kan man ikke altid løse problemerne, men kan sikre, at der bliver taget hånd om situation og det gør, at mange går lettede derfra, ”det er godt det her og det virker – det siger både kunder og rådgivere til mig”, fortæller Verner.

Siden projektets start har både en revisor, en socialrådgiver og en jurist meldt sig på banen til at hjælpe i rådgivningen. Dermed kan borgerne supplere den økonomiske rådgivning med social og juridisk rådgivning, hvis behovet er der. ”En bankrådgiver kan noget, en jurist kan noget andet og en socialrådgiver kan noget tredje, og hvis man knytter de spidskompetencer sammen, så sidder man med et unikt tilbud”, siger Verner.

Verner Karkows indtryk er, at bankrådgiverne melder sig som frivillige i projektet, fordi de kan bruge nogle sider af sig selv, som ikke i samme grad er i spil i deres arbejdsliv, ”det er mere menneskeligt og det er interessent for dem at rådgive mennesker, som ikke kommer i banken”, mener Verner.


Man starter fra bunden

Britta 2 669x1024Britta Balle er erhvervsrådgiver i Jyske Bank og har været med i projektet siden starten i 2009. Hun er med fordi, det giver hende muligheden for at bruge sin faglighed i det frivillige arbejde. 

Ofte må hun starte helt fra bunden, når en borger træder ind af døren, ”nogle kommer med bæreposer fyldt med uåbnede kuverter”, fortæller Britta. Alene det at de kommer i rådgivningen, mener Britta dog, er fantastisk, ”de oplever at blive taget seriøst og det er en kæmpe hjælp – også for selvværdet”, siger hun.

Indsatsen i rådgivningen adskiller sig i høj grad fra arbejdet i Jyske Bank, ”som bankansat tænker man i løsninger, løsninger, løsninger - bang, bang, bang og så kører det, og det gør det bare slet ikke herude og det skulle jeg minde mig selv meget om i starten”, siger Britta. Trods forhindringerne fortsætter Britta dog ufortrødent og hun får motivationen fra succeshistorierne, ”de opvejer de sørgelige historier, og de er bevis på, at der nogle gange skal så lidt til, før man løfter en kæmpe vægt af de her menneskers skuldre – så tager man en high-five, og det kan man leve højt på længe”, konstaterer Britta.

Bag initiativet På fode igen står KFUM’s sociale arbejde, Finansrådet og Socialministeriet. Sidstnævnte sørger for økonomisk støtte og Finansrådet har kontakten til bankerne og sørger for rekrutteringen af frivillige bankrådgivere.

Man kan få rådgivning i Livsværkstedernes lokaler hver mandag 10-12 og 16-18. Rådgivningen varetages af frivillige bankrådgivere, som alle har været på kursus og lært, hvordan man møder de socialt udsatte og som dermed har fået et indblik i, hvilke problemstillinger der kan være udover de finansielle. Man kan booke en tid på 86 25 95 99 og hos frivillig rådgiver Leif Petersen på 30306632 mandag i tidsrummet fra kl. 8.00 – 9.30 eller tirsdag fra kl. 16.00 – 18.00.

 

Frivilligbørs
En dag for en sag
Følgeven
Find forening