• Hjem

Fjordsgade

Lån af lokaler hos Fjordsgade forenings- og fritidshus

 Som medlem hos Frivilligcenter Aarhus, har du som forening mulighed for at låne lokaler ved Fjordsgade- forenings- og fritidshus. Vi kan i perioder opleve stor efterspørgsel efter vores egne lokaler, og vi har ikke altid mulighed for at tilfredsstille alles behov. Derfor har vi lavet en aftale med Fjordsgade forenings- og fritidshus om, at vores medlemsforeninger kan låne deres lokaler til enkeltbookinger, når der ikke er plads her i huset.

Fjordsgade forenings- og fritidshus er beliggende på Ingerslevs Boulevard i de gamle lokaler for N.J. Fjordsgade Skole. Forenings- og fritidshuset er åbent for alle almindelige foreningsaktiviteter, det mere uorganiserede foreningsarbejde, samt diverse projekter. Fjordsgade forenings- og fritidshus er base for Aarhus Ungdommens Fællesråd og Folkeoplysningssamvirket. Derudover holder forvaltningen Sport & Fritid, Aarhus Kommune også til her.

Faciliteter:

  • 20 lokaler med plads til 12-20 personer med plads til undervisning, møder osv. Der er projektor, lyd og mørklægning i 10 af lokalerne.
  • 3 mindre mødelokaler
  • 2 gymnastiksale: disse bliver primært brugt af bokse- og kampsportsforeninger
  • 2 yogalokaler med måtter, klodser, pøller, tæpper m.v.
  • 2 krea-rum - her er der plads til kreative aktiviteter (dog ikke keramik)
  • 1 foredragslokale med plads til op til 60 personer
  • Musikpavillon til musik og kor
  • Caféområde til medbragt mad og drikke med caféborde, højborde og sofaområde
  • Solsalen: en foredragssal med plads til op til 150 personer

Åbningstider: hverdage fra klokken 08:00 til 22:00 og lørdage og søndage fra klokken 09:00 til 17:00

Booking af lokaler:

Booking af Fjordsgade forenings- og fritidshus skal foregå igennem Frivilligcenter Aarhus’ administration. Ring eller skriv gerne med en forespørgsel og en medarbejder i vores administrationen vil tage sig af det. I vil derefter få besked om, om bookingen kan godkendes. Forespørgsel om booking af lokaler i Fjordsgade forenings- og fritidshus skal ske senest 5 dage inden datoen for den ønskede booking.

Se mere her:

https://fjordsgade.aarhus.dk/